Vandforsyning

Vejby Vandværk

Grundejerforeningen fik oprindeligt leveret vand fra Studebjerg Vandværk, men efter at det blev fussioneret og taget ud af drift, sker vandforsyningen direkte fra Vænget Vandværk i Holløselund.

Bygningerne fra det gamle Studebjerg Vandværk ligger - som navnet antyder - ved Studebjerg tæt på Heatherhill. På vandforsyningens hjemmeside kan man læse, at Studebjerg Vandværk "blev grundlagt i 1959 af en række landliggere i området. I 1962 blev Vejby by tilsluttet Studebjerg Vandværk, og for at sikre et tilfredsstillende tryk på vandet i Vejby, blev der i samme forbindelse opført en trykforøgerstation ved campingpladsen på Rågelejevej. Vandværket forsynede herefter ca. 1400 forbrugere og udpumpede ca. 90.0000 m3 vand om året. Trykforøgeren er i dag nedlagt og fjernet.

I 2011 fusionerede andelsselskabet Studebjerg Vandværk med Vandværket Vænget A.m.b.a. og blev dermed en del af Vejby Vandforsyning A.m.b.a. I december 2015 blev Værket taget ud af driften og er pt. under afvikling." 

Det vides ikke p.t. hvad der skal ske med bygningerne på det tidligere Studebjerg Vandværk.

  

Affald og Spildevand

Gribskov Forsyning 

1. januar 2026 træder den nye affaldssorteringsordning i kraft. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er fejl i den brochure, som indtil for nylig har kunnet hentes på Gribskov Forsynings hjemmeside, og som beskrev bl.a. krav til adgangsvej og opstilling af de nye affaldsbeholdere. Den helt misvisende brochure er nu fjernet fra hjemmesiden, og erstattet af en fane: "Gode adgangsforhold", som beskriver kravene men også angiver at "det er bedst med fliser, asfalt eller beton". Men det er desværre stadig misvisende i forhold til kravteksten i selve regulativet

Affaldsregulativet, herunder specifikt Bilag 1, "Anbringelse af beholdere" som udgør de tre sidste sider, sidestiller de forskellige "faste underlag" og regulativet tillader derfor stampet/komprimeret grus eller jord på adgangsvejen og standpladsen på lige fod med fliser, asfalt og beton. Det er derfor stadig bestyrelsens opfattelse, at for hovedparten kan vi derfor opstille de to nye affaldssorteringsbeholdere som den eksisterende uden ændringer af de nuværende forhold.

Bestyrelsen vil dog gerne henlede grundejernes opmærksomhed på følgende: 

  • Opstillingspladsen (også kaldet standpladsen) må ikke være mere end 5 meter inde på grunden regnet fra matrikelskellet.
  • Hvis du vil have hentet affald om vinteren, skal du selv stå for snerydningen på opstillingspladsen og adgangsvejen ud til tilkørselsvejen. 
  • Perlesten, ærtesten, granitskærver og lignende løs belægning er ikke tilladt på standpladsen og adgangsvejen ud til tilkørselsvejen i henhold til regulativet.
  • Det er den enkelte grundejers pligt at beskære sin beplantning langs vejen, tilkørselsvejen, så der er en frihøjde på mindst 4,20 meter.

Kravene til adgangsvej og opstillingspladsen er fastlagt i "Regulativ for husholdningsaffald", som blev endeligt vedtaget af byrådet tilbage i september 2023 efter et velbesøgt borgermøde og høring, hvor også grundejerforeningen deltog og sendte høringssvar. De fleste sommerhusejere, herunder også medlemmerne i Grf. Gl.Strandbjerggaard, har deres nuværende affaldsstativ diskret placeret ved indkørslen, med kort afstand til asfaltvejen, og underlaget her er typisk jord/græs. Høringskommentarerne gik derfor bl.a. ud på, at lempe kravet til "et fast underlag", som i høringsversionen af regulativet alene var beskrevet som asfalt og betonfliser. Der blev lyttet til vores høringskommentarer, således at affaldsregulativet, som det ser ud i dag, tillader f.eks. stampet/komprimeret grus eller jord på adgangsvejen og standpladsen. Regulativet flugter således også med Grf's vedtægter, hvor der i §3 er angivet, at Grf.'s område skal fremstå pænt og ordentligt og at rabatterne ved alle veje skal være græsbelagte. Altså: Ikke noget med at lægge belægningssten på græsrabatterne og ikke noget med at opstille affaldsbeholderne i eller ved græsrabatterne.

Hvorfor opstår der så usikkerhed om kravene til belægning i forbindelse med den nye affaldssorteringsordning? Det gør der, fordi Gribskov Forsyning, i et sikkert velment forsøg på at klæde borgerne bedst muligt på, indtil for nylig har linket til den forældede brochure om affaldssorteringsordningen. Ikke bare fra deres hovedhjemmeside , men også fra den nye App: "Perfect Waste, Gribskov Kommune". Brochuren var lavet inden det endelige affaldsregulativ blev vedtaget. Den er derfor misvisende på en række punkter. Når du som grundejer skal vurdere, om du er klar til januar 2026, kan du altså se bort fra den forældede brochure og alene forholde dig til det vedtagne affaldsregulativ, herunder specifikt Bilag 1, "Anbringelse af beholdere" som udgør de tre sidste sider i regulativet.

 

 

 

Opdateret september 2025